»Det er verdens længste brainstorm, folk nu har været vidner til i tre år,« konstaterer grafiker Ingrid Magnifique Baraka. Brainstormen skulle oprindeligt have dannet grundlaget for et magasin, men som snakken gik, gik det med tiden op for Ingrid og hendes samarbejdspartnere og veninder community manager Naima Yasin og hår- og makeup-artist Stephanie Asi Brix, at alene deres samtale kunne noget særligt.
Brainstormen blev således aldrig til et magasin, men derimod til podcasten A Seat at the Table – en podcast, hvor trioen taler åbent om alt, der rører sig i og omkring dem som kvinder med afrikanske rødder i dagens Danmark. Et dybt personligt passionsprojekt, der inviterer sin lytter ind i et intimt rum af ærlige samtaler, refleksioner og diskussioner om alt fra politik og popkultur til strukturel racisme, feminisme og fordomme.
Ingrid: »Vi kunne se med det samme, at der var mange, der var interesserede i det. Samtaler, de ikke før havde haft adgang til eller vidste fandtes. Allerede fra starten fik vi relativt dybtfølte beskeder omkring, hvad folk selv havde af overvejelser om deres identitet og tilhørsforhold og relationer. Tanker, andre gik med, blev valideret«.
Naima: »Det har været en slags rejse – at tage udgangspunkt i vores egne liv og oplevelser og tale imod den generalisering, der er i mediebilledet, når folk taler om sorte mennesker, udlændinge, indvandrere og kvinder. Vi er tre sorte mennesker, men vi er meget forskellige«.
Naima: »Jeg bruger de der Wrapped-spillelister til at gå tilbage og tænke ’hvad skete der det år?’. I starten af 2020, da jeg blev hjemsendt og arbejdede hjemme, blev jeg ret hurtigt mæt. Der var simpelthen for meget i ens hoved, så jeg slukkede for al musik og podcasts og læste mange fysiske bøger. Så kom juni, og min musik på Spotify har helt klart været musik, der kunne beskrive den følelse, jeg havde indeni. Så jeg har hørt ret meget Beyoncé, Kendrick Lamar og NoName, og jeg har måske hørt Lauryn Hills ’Black Rage’ 150 gange«.
Stephanie: »Musikmæssigt er jeg gået tilbage til, hvad jeg hørte engang. Lyrisk og politisk musik, som har et budskab: Nas, Lauryn Hill, J. Cole og Wu-Tang. Rigtig meget hiphop. Meget hiphop udsprang jo også netop af en politisk situation i 80’erne og start-90’erne«.
Ingrid: »Jeg har opdaget noget nyt ved Spotify, jeg ikke vidste fandtes: Der er mange lydbøger og digte derinde. For eksempel Sonia Sanchez, som er en amerikansk aktivist og digter. Hun har indspillet sine digte, som man kan lytte til. Jeg har også lyttet til Malcolm X’ taler, James Baldwin-bøger, -taler og små anekdoter, han selv har indspillet.
Jeg er faktisk ret spændt på, hvordan min Wrapped-compilation for 2020 kommer til at se ud, for det har virkelig været nogle vildt mærkelige ting, jeg har hørt fra januar til nu. I januar havde man det bare nice og var til Burna Boy-koncert, og i dag hører jeg vildt radikale taler fra Malcolm X om abolishment«.
Naima: »Her på det sidste har jeg lyttet til ’The Daily’ hver dag, fordi jeg synes, det giver et godt resumé af, hvad der sker ude i verden. Og der er sket meget i 2020. Den danske pendant er nok ’Genstart’ (DR). Og så lytter jeg ret meget til Brené Brown, der har sin egen podcast, ’Unlocking Us’, og ’Say Your Mind’ med Kelechi – det er en sjov en. Hun giver shade til alle. Hvis der er nogen, der ikke kender hende, skal de gå ind og høre det«.
Ingrid: »Jeg lytter også meget til ’Genstart’ og til The Guardian-podcasts, der behandler dagens nyheder. Og så lytter jeg meget til podcasts om film og serier. Jeg er rigtig vild med – den podcast, HBO har produceret som en del af ’Lovecraft Country’-serien. Jeg kan ikke se, hvordan folk kan nøjes med at se serien uden at lytte til podcasten, for serien er så mættet af information, at man minimum har brug for at snakke med et andet menneske om den«.
Stephanie: »Det er ret selvmodsigende: Jeg er med til at lave en podcast, der har over 50-60 afsnit, men jeg lytter ikke rigtigt til podcasts. Jeg hører mest podcasts, når der er tematikker i mit liv, jeg gerne vil lære mere omkring, eller hvis jeg vil have udvidet min horisont på et område. Så finder jeg podcasts, der handler specifikt om det, og så lytter jeg det hele igennem«.
Ingrid: »Der er faktisk sket noget nyt i mit liv! Jeg plejede at klippe vores podcasts. Lige så snart, jeg havde klippet et afsnit, kunne jeg slet ikke være i nærheden af det igen. Samtidig lider jeg af post production blackouts, så når jeg kommer ud af studiet, kan jeg ikke huske, hvad vi har snakket om. Men nu har vi fået en klipper, så jeg er faktisk begyndt at lytte til vores egen podcast igen for at høre, hvad der gik ned. Jeg kan faktisk anbefale vores podcast!
Et andet kæmpe shout-out lige nu: Respons er lige udkommet med en podcast, der hedder ’Mere end mursten’, som behandler parallelsamfundsloven og giver et indblik i, hvordan det hænger sammen, hvor loven historisk kommer fra og så videre. Den kommer virkelig på et godt tidspunkt, og den er velproduceret. Det er så vigtigt at høre nogle, der har en faglig viden, og som selv har en levet oplevelse med at have boet i socialt boligbyggeri, snakke om de her ting«.
Stephanie: »Jeg er blevet totalt grebet af alle de populære sange, der er poppet op i alle de her TikTok-danse! Det er lidt random. Det er ofte upbeat, lettere numre, der har givet mig lyst til at danse og letter mit humør. Så det har været totalt mainstream – Jason Derulo, Megan Thee Stallion med ’Savage’, Ir Sais med ’Dream Girl’. Det er også en måde, jeg føler mig glad på: Når jeg bevæger mig, får skabt endorfiner i kroppen og får gang i det hele«.
Naima: »Når jeg har skullet bruge noget energi, har det været med Kendrick Lamars ’Alright’. Den giver en følelse af, at ’we’re gonna be alright’. Og så er der én sang: ’Young Hearts Run Free’. Den sang vil altid minde mig om dansegulvet. Der var én gang, jeg var ude at gå, og den kom på via shuffle, og jeg tror seriøst, jeg ugly-cry’ede, fordi jeg var så ked af det over, vi ikke kan komme på floor! Den vil altid minde mig om Fedty, der spiller den på Søpavillonen, og man er bare glad og svedig over det hele – the good old days, hvor vi var young and free«.
Ingrid: »Jeg laver mange, mange lister med ting, jeg synes, der er fede. Jeg hører rigtig meget afropop også. Og Burna Boy, Jada, Robyn, Liss og Gil Scott-Heron – de remixes, Jamie xx har lavet (albummet ’We’re New Here’, red.). Helt problematically hører jeg også Kanye West. ’College Dropout’, som er det bedste album, der nogensinde er lavet, hører jeg rigtig meget af. Hver gang jeg tænker, ’jeg kan ikke overskue denne her dag”, hører jeg ’Jesus Walks’ igen. Man kan sige meget om Kanye, han har sine problemer, men han er stadig den største nulevende kunstner. It is what it is.
Jeg har ikke hørt Beyoncé så meget, som jeg troede, jeg ville. Det kommer meget bag på mig. Jeg synes ikke, hun har ramt, hvad 2020 handler om – heller ikke med ’Black is King’. I 2020 har hun bare tabt den, det er meget trist. Jeg savner at mærke Beyoncé igen. Men det er en helt anden diskussion, Naima, den kan vi tage sammen – jeg har ikke villet kalde dig ud på din love til hende«.
Naima: »Hun har givet dig så meget i år! Hvordan kan du savne hende?! Jeg kan sige med det samme, at det nummer, jeg vil hoppe ind i 2021 med, det er ’Freedom’ med Beyoncé«.
Ingrid: »Haha! I 2019 kunne man godt – men i 2020 ser verden bare helt anderledes ud. Jeg ved ikke, hvad hun har gang i«.
Naima: »Keedron Bryant – den tolvårige dreng, der sang ’I Just Wanna Live’ lige efter mordet på George Floyd. Det burde være alles sang, der kendetegner 2020. Den var så vild, og jeg græder hver gang, jeg hører den«.
Stephanie: »Jeg føler ikke, ét nummer ville kunne gøre det, fordi jeg synes, det her år har fyldt lige så meget som fem. Der er sket så mange forskellige ting, der har været så mange ups and downs. Hvis man kunne lave en compilation af numre, ville det give mere mening for mig, og så ville det starte med noget festligt og gå over i noget mere melankolsk – med noget housemusik og chill r’n’b ind imellem«.
Ingrid: »2020 er ikke musik for mig. 2020 for mig er Politikens Protesttillæg. Der er ikke noget, der kan indkapsle den energi, der har været i det her år, som det Protesttillæg, Lucia Odoom har produceret for Politikens Poptillæg. Det er det, jeg vil huske 2020 for«.
Naima: »Amen!«
Ingrid: »Altså, 20-fucking-20, mand. Indtil videre har det her år faktisk været det vigtigste år for vores generation. Det har været en brydningstid – både for hvordan vi skal snakke om racisme og sexisme, og hvad marginaliserede minoriteter gider at finde sig i. Vi har måske de vigtigste samtaler nu, vi nogensinde har haft. Det her år har lært os, at det er vigtigt at være vedholdende. Det er vigtigt at kræve sin plads i verden, at insistere på at have værdighed som menneske, og jeg tror, det lønner sig. Jeg håber, det betaler sig, og at vores børn, vores små brune piger – eller hvad de nu ender med at være – ikke skal være bange for at være kvinder i en branche fyldt med mænd. At de Ikke skal være bange for at være de eneste brune børn i et klasselokale fyldt med hvide elever«.
