2020 kom flyvende fra start. »Med en wow-arbejdsenergi på den fedeste måde,« som Jada alias Emilie Molsted Nørgaard beskriver det. Med den forestående åbning af Roskilde Festivals legendariske Orange Scene som inspiration skabte hun glitrende, storslåede nye popbangere, spandt store fremtidsdrømme og cementerede sin status som et af landets ypperste livenavne på en udsolgt vinterturné.
»Det var mit livs oplevelse at være på den tour. Så tog jeg direkte fra tour til Egypten, hvor jeg var i en måned og levede det søde liv,« fortæller Jada. »Vi nåede lige at komme hjem tre dage, inden Danmark lukkede ned. Hvad er der dog sket siden!? Der er sket så meget og så lidt på samme tid«.
Jadas 2020 undergik en u-vending, da landet lukkede, festivalsæsonen blev revet ud af kalenderen og stikket for en stund blev trukket fra livemusikken, hun lever og ånder for. Et tab, der i det store 2020-billede måske syntes lillebitte – men som inderst inde var kæmpestort.
»Jeg vidste ikke, om det var mega tonedøvt at sende noget ud i verden lige der, hvor alt var kaos. Det har ikke noget med succes at gøre, det har noget at gøre med, at man gerne vil sende sin sang ud til nogle, der har lyst til at høre den.
Der har været sindssygt mange overvejelser i 2020. Er jeg bare ude og tage taletid fra en meget vigtigere sag og mennesker, der får meget mindre taletid end mig? Men jeg kan komme med nok så mange rationelle begrundelser for, hvorfor eller hvorfor jeg ikke skal gøre ting, men det er min mavefornemmelse, der må bestemme det. Når musikken vil ud, så skal den ud – så kan jeg ikke andet end at bistå den proces.
Soleima udgav sit album ('Powerslide') fredagen inden 'Nudes'. Jeg kunne mærke, hvor lykkelig jeg var for, at hun udgav noget – som lytter og fan af Soleima var det bare så dejligt, der kom noget nyt. Det gjorde også rigtig meget, at jeg tænkte: ’Selvfølgelig skal vi udgive 'Nudes'«.
»Jeg kan ikke beskrive min ærgrelse over, at festivalerne blev aflyst. Jeg kunne jo godt se, vi var nødt til det, men det gjorde mig så ked af det og så frustreret. Et kæmpe skrig tog sin begyndelse i mit indre. Et kæmpe frustrationsråb, som jeg så også endte med at få ud. Jeg havde råbt og grædt i en time, og så troede jeg, det var det. At jeg var okay. Resten af processen var lidt som at slå op med en kæreste: Jeg troede hele tiden, jeg var ovre det, og så pludselig havde jeg en dag, hvor jeg var mega ked af det.
Man kan blive fucking stresset, hvis man ikke tjener penge eller udnytter sit momentum, men det er ikke det, der betyder noget for mig. Det, der betyder noget, er at få lov til at synge. Det var sindssygt ubehageligt ikke at få lov til det – at lave den udveksling, at man synger, og nogen lytter. Der begyndte en sorg og et savn til at synge for folk. Det lyder sindssygt, men det var en sorgproces for mig. Og der blev spurgt så kækt ind til det hele tiden. Jeg ved, folk kun har gjort det for at være søde, men fremmede på gaden sagde: ’Gud, er det dig, Jada? Ej, hvor synd Roskilde blev aflyst’ eller ’Ej, du har vel slet ikke nogen jobs nu?’, du ved. Det var en følelse af på daglig basis at komme i kontakt med noget, der gjorde mega ondt. Det var faktisk utrolig svært, hvis jeg skal være helt ærlig.
Det handler om at gøre det, jeg føler, jeg er kommet for: Grunden til, at jeg er her, eksisterer bare ikke lige nu. Det var svært at snakke om uden at komme til at lyde som en utaknemmelig idiot, der savnede anerkendelse eller applaus, eller som ikke havde fornemmelse for, hvad der skete i verden. Jeg hørte mig selv være mindre ærlig om det i nogle interviews, men pludselig kunne jeg bare mærke, at det ikke gik. Så må folk synes, du er en idiot – du er nødt til at svare ærligt. Jeg fik det bedre, da jeg gav mig hen til det og gav sorgen lov til at være der: Du er i det her – vær i det, deal med det«.
»Når jeg kigger på, hvad jeg har lyttet mest til, er der to energier, der går igen. Den ene er tryghedsmusikken, det rolige og nostalgiske. Jeg har lyttet meget til Kacey Musgraves, James Blunt og Tracy Chapman. Jeg har også hørt vildt meget The Killers igen – et storladent nummer som ’Glamorous Indie Rock’n’roll’, hvor følelserne kan få frit løb. Denne her sang, der simpelthen bare handler om den musik, de elsker – glamorous indie rock’n’roll. Det mindede mig om, at der ikke er noget at jagte. Der kan ikke komme en pandemi ind fra højre og slukke det lys, du er. Hvis du bare gør det, du kan lide, så går alting. Og så er det også bare lidt pinligt, det er den musik, han elsker – og dét elsker jeg.
Kacey Musgraves har også nogle dejlige, forholdsvis simple pointer i sine sange. ’Pas dig selv og lad andre være i fred, gør din egen ting’, eller ’du skal hellere tabe for at være den, du er, end vinde for at være noget, du ikke er’. På en måde var det bare den perfekte mængde læring, jeg havde brug for. Det passede mig bare så godt at være i den der lidt smukke, muntre, kække countrystemning.
Det har også været raseriets og opgørets år, og det er den anden energi i musikken, jeg har lyttet til. Noget, hvor man kan få lov til at råbe og skrige. For eksempel 'Ring the Alarm' med Beyoncé. Det har været en vrede, der både har haft at gøre med frygt og ikke at kunne se sine gamle familiemedlemmer, men det har også været en vrede, der handlede om det opgør, der er gået i gang med racisme og sexisme. Sindssygt meget vrede over tingenes tilstand. Jeg føler, der har været en global højspændingsenergi, fordi så mange mennesker så mange steder på hele planeten Jorden har været vrede over det samme. Det er jo en sindssyg følelse«.
»Det har været en blanding af, at jeg har lyttet til ting, der har givet mig nye tanker og lært mig sindssygt meget, og at jeg har lyttet til ting, jeg har lyttet til før, som var lidt ligesom at træde ind i ens gamle værelse. Det har været de to energier: beroligelse og opsøgende lærings-raseri.
Jeg har lyttet helt vildt meget til 'A Seat at the Table' og 'Protesttillægget'. Og så lytter jeg altid meget til 'Fries Before Guys'. Jeg har også lyttet til 'Tal til mig' med Iben Maria Zeuten, der har været sindssygt dejligt og beroligende for mig at lytte til. Det handler om, hvordan mennesker har fået eller fået påvirket deres tro i en eller anden form for spirituel forstand. Det har været en dejlig podcast at lytte til, fordi det er så angstdæmpende at lytte til nogle, der tror. Nogle, der kan sige, at de personligt tror, man har noget at glæde sig til, når man dør. At man altid allerede er elsket eller tilgivet. Det har været vildt rart at lytte til i det her år, hvor der har været så mange ting, man har været ked af, flov eller frustreret over. Og så har jeg genlyttet en podcast, der hedder 'My Dad Wrote a Porno', som bare er pissesjov«.
»Det virker 100 procent angstdæmpende. Det hjælper mig så meget. Første del af året lyttede jeg næsten udelukkende til ny musik, det inspirerer mig altid. Men efter lockdown var det bare tilbage til Stars Hollow ('Gilmore Girls'-hjembyen, red.) og James Blunt. Ja, man troede ikke, han skulle have en revival, men det skulle han altså!
Jeg har faktisk også lyttet til en Spotify-spilleliste, der hedder 'Peaceful Piano', mens jeg har siddet og skrevet lidt dagbog. Så beroligende. August Rosenbaum har også lavet en rigtig god klaverspilleliste – stor anbefaling herfra«.
»Den blev skrevet i december 2019, da jeg var i Rom for at spise en masse pasta og skrive musik. Al den musik, jeg skrev i december og januar, er skrevet ud fra det dogme, at jeg skulle skrive til showet på Orange. Hvis vi skulle åbne Orange – hvad fanden skulle vi så have for noget musik, der kunne gøre det til det show, vi gerne ville lave?
Det var så dejligt at udgive den, for ved du hvad – vi kan heller ikke sidde og være triste for evigt. Det kan godt være, vi ikke kan mødes og danse, men så kan man danse alene i stuen. Man har også brug for at føle sig sindssygt lækker, om end bare i sit eget selskab. Det har jeg selv brug for: brug for nogen, der synger om at føle sig lækker, kysse med nogen, ryste røv og være oppe til den lyse morgen«.
»Det her år har virkelig provokeret mit behov for kontrol. Mit behov for at planlægge, og at man kan regne nogenlunde med hvad der sker. Det er jo generelt en præmis ved livet, at man ikke ved, hvad i morgen vil bringe, men det har bare været helt ekstremt i 2020.
Det bliver sgu lidt en kliché, men jeg siger det alligevel: Jeg har lært, at livet er nu. At man intet ved, at det eneste, man kan gøre, er at overgive sig lidt til universet og Jordens rotation – og stole på sig selv og den kærlighed, der er i verden«.
