Et musikalsk gennembrud er en stor bedrift i sig selv. Men et gennembrud i 2020 må siges at være en helt særlig præstation.
Joyce stod på tærsklen til deres helt store musikalske gennembrud, da landet lukkede ned og normalen for alt, der havde med den danske musikscene at gøre, blev sat ud af spil. Tourbussen blev parkeret og for en stund blev drømmene om livet som rockstjerne ligeså. Hvilken scene var det, de skulle gøre deres indtog på, når de ikke havde en eneste at spille på?
Ikke desto mindre lykkedes det for de fem gutter i den danske rockgruppe. Med ukuelig, uforlignelig punkpop-energi rev Joyce stjernerne ned fra anmelderhylderne med debutpladen ’Formskifter’ og charmerede sig trods nedlukninger og distance ind på livet af sit publikum via tv-optrædener, radiorotationer og ikke mindst på alle de skrå brædder, de endelig i efteråret fik lov til at indtage.
Joyce-forsanger Sebastian Wegener ser tilbage på sit 2020: Året, der imod alle odds blev begyndelsen på en lysende rockstjernefremtid.
»Det har været surrealistisk. Det er på en måde en livslang drøm, der er i gang med at ske for øjnene af en, og det kan man ikke rigtigt forstå, mens det sker. Man skal lige finde hoved og hale i det hele. Det har været en rutsjebanetur – det er nok den bedste analogi for det.
Vi udgav ’Djævlen’ i starten af januar. Den blev Ugens Uundgåelige på P3, og vi blev booket til Roskilde og alle de der vilde ting. Der var man bare flyvende – nu kører det fandeme, mand! Det var en fed, spændende tid. En meget pur, uerfaren, ungdommelig tid, kan man næsten sige«.
»Det påvirkede os fra første dag. Vi var midt i vores første tour, og vi manglede at spille to shows, som ikke blev til noget. Men den helt store mavepuster kom den 8. april, da de sagde, der ikke ville være festivaler og sådan noget. Det var virkelig dér, den ramte. Jeg var i sommerhus med min kæreste, og jeg brugte hele aftenen på at kigge ind i en brændeovn. Jeg var bare så ked af det. Jeg følte virkelig, at det var dét. Det var vores skud. Nu bliver vi glemt. Det tog nok en uge eller to, hvor jeg havde det dårligt, men så kunne jeg godt mærke, at det her var større end én selv – det har noget med hele verden at gøre. Alt stod stille, så hvis vi bare gjorde vores ting, skulle vi nok klare det.
Jeg tænkte: Hvad kan jeg gøre for at få det bedste ud af det? Så jeg tog op i min mormors sommerhus i Hundested med en guitar, en bas og min computer, og så boede jeg der i halvanden måned, hvor jeg lavede musik. Og så gik det jo meget godt alligevel, kan man sige!«
»En sang, jeg hørte virkelig meget i starten af året, da det hele begyndte for os, var ’Inbetween Days’ med The Cure. Jeg har faktisk ikke hørt så meget rock i mine teens, så jeg var lidt i gang med at høre alle the classics, alle legenderne for første gang – The Cure, The Smiths, Bruce Springsteen, Neil Young. Jeg hørte også virkelig meget ’The Valley Road’ med Bruce Hornsby i foråret oppe i sommerhuset, når jeg var ude og fiske. Det er bare en god 80’er-poprocksang, der gør lige, hvad den skal. Den er meget forudsigelig, men den har en god vibe.
Vi har været virkelig meget sammen i bandet, og vi hørt meget ’Ace of Spades’ med Motörhead, vi har hørt ’Black Betty’ med Ram Jam, og så har vi hørt ’Oki-Doki’ med EngleForEvigt. Det er nogle gode hypesange, som er grineren at sætte på, når man skal op i gear – i tourbussen, før shows og sådan noget«.
»Det lyder rigtig snobbet, men … for tiden lytter jeg rigtig meget til vores egne demoer. Vi er i gang med at skrive nyt album, så man lytter jo rigtig meget til sin egen musik for at finde ud af, hvad der er fedt, og hvad der skal laves om. Og så har jeg faktisk lige genopdaget Weezer, som jeg hørte ret meget, da jeg var teenager. Jeg fandt den, der hedder ’Buddy Holly’, som jeg bare syntes var så fed, da jeg var ung. Og så har jeg hørt to af deres første album – ’The Blue Album’ og ’The Green Album’, de er sgu ret sjove.
Jeg har faktisk også hørt alle Mews album for nyligt. Jeg har aldrig før i tiden givet dem en chance, fordi jeg syntes, det var for mærkeligt. Men det er jo bare så fedt. Jeg har også lige opdaget en virkelig fed canadisk singer-songwriter, der hedder Andy Shauf, som har lavet et album, der hedder ’The Party’ med sangen ’Early to the Party’, som er en virkelig smuk sang. Den er som en smuk lille historie. Han er også virkelig stor Neil Young-fan, kan man høre«.
»Så hører jeg mine playlists – mine liked songs. Faktisk har jeg også lyttet ret meget til Lords Sivas nyeste album, men også bare alle hans gamle ting, og fundet ud af, at det er bare stadig fucking fedt. Og så er der ’Harvest’ med Neil Young, det er en virkelig dejlig plade at chille til. Den kan man hygge til, lave en god kage og slappe af«.
»Helt klart. Jeg har specielt opdaget tre bands, som virkelig har rykket noget i mig. Idles fra Bristol har været en kæmpe epiphany. De tager på en eller anden måde noget gammelt, men fornyer det og holder det så ægte til genren. Jeg synes virkelig, de er seje. Så er der et band, der hedder Shame – også fra England. Nogle unge drenge fra Sydlondon, der bare laver fed rock. De er også vildt fede. Og så er der et band fra Irland, der hedder The Murder Capital, som også er virkelig fede, det er meget sådan noget rock-noget det hele. Dem har jeg også været meget optaget af i år«.
»Nogle, jeg synes, har gang i noget virkelig fedt, er Blikfang – specielt deres seneste sang, der hedder ’Løgn’. De har ikke udgivet særligt meget, men vi har haft fornøjelsen af at spille nogle koncerter med dem i løbet af året, og de er bare så fede. Dem glæder jeg mig til at høre noget mere af, de har virkelig en unik poplyd«.
»Det har været et år, hvor jeg er begyndt at lytte til musik på en anden måde, fordi jeg selv er i branchen nu. Før i tiden var jeg ret hadefuld, og jeg hatede ret meget – særligt på dansk musik. Måske fordi jeg egentlig havde ondt i røven over, det ikke var mig. Men nu, hvor det er lykkedes, har jeg bare fucking meget respekt for alle, der arbejder hårdt og gør det – uanset om det er trap eller dødsmetal eller jazz. Jeg er blevet et mere positivt menneske. Der kommer ikke noget godt ud af at have ondt i røven. Man skal hellere være positiv over for det, der sker, så kommer der også positive vibes retur.
Som individ får man bare meget mere ud af at give den op for alt og alle – positiv energi hele vejen rundt«.
